Vil du gerne omstille din virksomhed til at bruge og genbruge ressourcer mere effektivt – og samtidig gøre en god forretning? Så er cirkulære løsninger det rette sted at finde inspiration

For at forstå konceptet bag cirkulær økonomi er det relevant at vide, hvad cirkulær økonomi er et alternativ til – nemlig lineær økonomi. I den lineære økonomi fremstiller virksomheder produkter, som forbrugere køber og smider væk, så snart de har tjent deres formål.

Den lineære økonomi har bidraget til stigende velstand i Danmark og resten af den vestlige verden, men den har desværre også været med til at udbrede en forbrug-og-smid-væk kultur, som har resulteret i et overforbrug af jordens knappe ressourcer og store mængder øget affald. Med en forventning om, at der vil være tre milliarder flere forbrugere i middelklassen inden 2030, betyder det populært sagt, at vi har brug for tre jordkloder, hvis vi fortsætter med samme ressourceforbrug.

I cirkulær økonomi er man inspireret af naturen, hvor intet forgår men omdannes til næring for nye planter og dyr. Ved at bevare produkter og materialer i et kredsløb og udnytte deres værdi så længe som muligt, repræsenterer den cirkulære økonomi et paradigmeskifte fra den lineære økonomi. I cirkulær økonomi vil det, der tidligere blev betragtet som affald, i langt højere grad fungere som værdifuldt input til nye produkter.

”Cirkulær økonomi gør op med forbrug-og-smid-væk kulturen ved at tilskynde til reparation og genbrug fremfor udskiftning og erstatning. Ser man eksempelvis på en iPhone, som er et produkt, de fleste kan relatere til, så vil man i cirkulær økonomi sørge for at hver enkelt del af telefonen bliver mest muligt værd, så komponenterne enten kan repareres eller genbruges til at producere nye produkter”.

Peter Martin Skov Hansen

Rådgiver, Viegand Maagøe

Systemdiagrammet nedenfor viser, hvordan man i cirkulær økonomi kan udnytte værdien af ressourcer så længe som muligt. Fremfor at produkter og materialer følger den lineære linje fra produktion til deponering, indgår de i det økonomiske kredsløb igen og igen.

Ellen MacArthur Stiftelsen

Konceptet bag cirkulær økonomi har eksisteret længe og kan ikke spores tilbage til en bestemt ophavsmand. Siden slutningen af ​​1970’erne har det haft praktisk anvendelse i moderne, økonomiske systemer og industrielle processer, men begrebet blev først for alvor udbredt og internationalt anerkendt gennem Ellen MacArthur stiftelsen (The Ellen McArthur Foundation).

Ellen MacArthur Stiftelsen blev dannet i 2010 med en ambition om at inspirere til at opbygge en positiv fremtid, hvor vi fremmer velstand i en verden med ​​begrænsede ressourcer. Ifølge stiftelsen giver cirkulær økonomi mulighed for at udnytte innovation og kreativitet til at realisere en bæredygtig økonomi, hvor dagens varer er morgendagens ressourcer.

Hør Ellen MacArthur fortælle om cirkulær økonomi

Cirkulær økonomi skaber værdi

Konsulentvirksomheden McKinsey har regnet sig frem til, at alene i EU vil en fuld omstilling til cirkulær økonomi give en værditilvækst på 1,8 billioner euro om året. Svarende til en vækst på 7 procentpoint i den europæiske økonomi. At arbejde med cirkulær økonomi kan desuden åbne op for helt nye forretningsmodeller og potentialer for produkter, services og processer.

Ser man på potentialet for Danmark alene, så kan cirkulære løsninger bidrage til at skabe:

  • flere arbejdspladser
  • øget omsætning og eksport
  • færre omkostninger til nye materialer, vand og energi
  • skabe troværdig CSR og endnu bedre kundekontakt.

Kilde: cirkvirk.dk

Danmarks strategi for cirkulær økonomi

I oktober 2016 nedsatte den danske regering et advisory board, som skulle komme med anbefalinger til, hvordan Danmark får en førerposition inden for cirkulær økonomi. Målsætningen er at give danske virksomheder en konkurrencefordel og åbne nye markeder ved at udvikle nye løsninger og opbygge knowhow, som kan eksporteres til udlandet.

Ifølge anbefalingerne kræver det blandt andet, at offentlige og private aktører samarbejder om at skabe de rigtige rammer og investerer i den cirkulære omstilling. En af forslagene er derfor, at de danske kommuner skal efterspørge cirkulære løsninger, når de skal investere i nye produkter eller bygninger.

Anbefalingerne udmøntede sig i en strategi for cirkulær økonomi, som blev lanceret i slutningen af august 2018.

Hent hele strategien her

Flere virksomheder har set mulighederne i cirkulær økonomi

I Holland har et ”Pay-Per-Use”-koncept skubbet til ideen om, at hver husstand har behov for egen vaskemaskine. Den Hollandske virksomhed HOMIE tilbyder i stedet at stille en moderne, energi- og miljøvenlig vaskemaskine til rådighed. Fremfor at eje vaskemaskinen betaler brugeren pr. vask via en app. HOMIE sørger for at vedligeholde og udskifte maskinen, når den ikke virker længere.

Et lignende koncept har fundet vej til cykelbranchen. I stedet for at købe en ny cykel tilbyder virksomheden Swapfiets at levere en køreklar cykel for 150 kr. i måneden. Går cyklen i stykker, bliver der leveret en ny inden for 12 timer, mens den anden bliver repareret og sendt til en ny bruger.

“Begge eksempler rummer elementer fra deleøkonomi, som ofte går hånd i hånd med cirkulær økonomi. De virksomheder, der satser de cirkulære forretningsmodeller, lægger vægt på at levere en god service og skabe loyale kunder, og det vil i mange tilfælde give dem en konkurrencefordel. De er også eksempler på, hvordan man kan tænke cirkulær økonomi ved at spørge, hvilket behov man forsøger at dække hos forbrugeren, fremfor at spørge, hvilket produkt forbrugeren har brug for – vi har ikke brug for en vaskemaskine, vi har brug for at få vasket tøj”.

Peter Martin Skov Hansen

Rådgiver, Viegand Maagøe

Vil du vide mere om cirkulær økonomi?

Mange danske virksomheder vil gerne i gang med at implementere cirkulær økonomi, men har behov for hjælp til at vurdere, hvordan de kommer i gang, og hvilke muligheder der er for at optimere deres produkt eller service, så omstillingen til cirkulær økonomi bidrager til øget indtjening.

I Viegand Maagøe rådgiver vi i, hvordan man kan arbejde mere bæredygtigt, ressource-effektivt og energirigtigt. En af vores kerneydelser er løsninger inden for cirkulær økonomi. Vi kan hjælpe med alt fra screening af energi og ressourcer, sparring om cirkulær økonomi til udarbejdelse af forretningsplaner og CSR.

Læs mere om vores ydelser inden for cirkulær økonomi