
European Energy Efficiency Financing Coalition (EEEFC) samler EU-kommissionen, finanssektor, industri og medlemslande om én ting: at mobilisere privat kapital til for alvor at løfte Europas energirenoveringer.
I denne case har Viegand Maagøe ledet et EU-konsortium med partnerne Adelphi Consult GmbH og ICCS, som har til formål at hjælpe EU-kommissionen med at lykkes med at accelerere energirenoveringen i hele Europa.
Energieffektivisering giver mening både for privatøkonomien og for samfundet:
Mindre energiforbrug, mindre energiregning, mindre afhængighed af importeret energi, lavere CO₂-udledning.
Med de nye versioner af Energieffektiviseringsdirektivet (2023) og Bygningsdirektivet (2024) har EU fastlagt de overordnede spilleregler – nu handler udfordringen om at omsætte dem til konkrete energirenoveringer i praksis.
Renoveringerne i Europa sker dog langt fra i det tempo, der skal til, for at nå EU’s energi- og klimamål i 2030, 2040 og 2050.
Udfordringen er ikke kun “manglende penge”.
Kapitalen findes, men den bliver ikke omsat til konkrete projekter hos boligejere, boligforeninger og virksomheder.
Udfordringerne er mange og forskellige fra EU-land til EU-land:
Komplekse regler, manglende data om bygningers energiforbrug, lav tillid til renoveringssektoren, koordination mellem ejere og lejere i etagebyggeri, SMV’er der er fokuseret på marked og produktion, og offentlige budgetter der er under pres fra andre presserende dagsordener.
Tidligere EU-initiativer som EFFIC skabte et stærkt videns- og rapportfundament, så der nu er lagt et fundament til at skubbe til energirenoveringen i de 27 medlemslande.
Men hvis du vil skabe en reel forandring, skal du tættere på beslutningstagere, styrke nationale rammer og have konkrete finansielle produkter ud at arbejde – på tværs af hele økosystemet.
Her kommer European Energy Efficiency Financing Coalition (EEEFC) ind i billedet.
Koalitionen (EEEFC) er EU’s nye flagskibsinitiativ for finansiering af energieffektivitet, og i Viegand Maagøe leder vi det konsortium, der i perioden 2025-2028 driver Koalitionens sekretariat.
Koalitionen har et klart formål:
At mobilisere privat finansiering og skabe en langsigtet, levedygtig funding-ramme for energirenoveringer.
I koalitionen samler vi derfor 27 medlemslande, 67 finansielle institutioner og over 40 branche- og industripartnere – fra Danfoss og ROCKWOOL til European Heat Pump Association.
Formålet er at skabe et fælles sprog og fælles målsætninger mellem koalitionsmedlemmerne, EU-Kommissionen, EIB og UNEP FI.
Vi arbejder på flere niveauer:
Fra det strategiske med ministre og direktioner på årlige generalforsamlinger, over ekspertgrupper som udvikler konkrete løsninger og finansieringsmodeller, og til operationelle nationale hubs i hvert medlemsland med fokus på netop de lokale barrierer og muligheder.
Det handler om alt fra frivillige aftaler om forbedring af energistandarden i bankernes låneportefølje, garantimekanismer til SMV’er og One-Stop-Shops, hvor boligejere og virksomheder kan få rådgivning, finansiering og løsninger samme sted.
Som sekretariat er vi den praktiske og faglige motor.
Derudover faciliterer vi også arbejdsgrupperne, planlægger generalforsamlinger, understøtter nationale hubs og driver koalitionens kommunikation.
Med andre ord:
Dette arbejde sikrer, at EU har de bedste forudsætninger for at få energirenoveringen ud at leve i Europa.
Koalitionen er stadig ung, men designet til én ting:
At gøre det markant lettere at få energirenoveringer til at ske i stor skala.
For medlemslande betyder det et forum for erfaringsdeling og inspiration til at bruge begrænsede offentlige midler mere intelligent, fx gennem garantier, der trækker privat finansiering med sig.
For finansielle institutioner betyder det konkrete input til nye produkter og porteføljestrategier, der både sænker risiko og løfter andelen af grønne udlån, uden at kunderne drukner i kompleksitet.
For industri og løsningsleverandører betyder det, at energieffektivitet ikke kun bliver et teknisk argument, men kobles direkte til finansiering og politiske mål – så dine løsninger oftere bliver valgt til.
Vi renoverer ikke selv bygningerne.
Men gennem EEEFC er vi med til at skabe de rammer, samarbejder og finansielle værktøjer, der gør, at flere boligejere, virksomheder og bygherrer faktisk kommer i gang – og at Europa kan rykke hurtigere mod sine energi- og klimamål.
Den dybe faglige viden bruger vi både, når vi til dagligt hjælper mange store virksomheder og institutioner – men også, når vi arbejder sammen med vores partnere i EU-regi og rådgiver der, hvor de rammebetingelserne fastlægges.
Siden 2006 har vi hjulpet hundredvis af virksomheder, organisationer, myndigheder og alt derimellem med at sætte skub på den grønne omstilling og fremme bæredygtighedsdagsordenen. Tag fat i os, hvis du vil høre mere om, hvordan vi kan hjælpe jer.
