
På trods af at være i en meget kompleks forsyningssektor har Hillerød Forsyning nu fået et fuldt overblik over CO₂-udledningerne – fra rør til radiator – i kraft af et detaljeret klimaregnskab.
Hillerød Forsyning er Hillerød Kommunes multiforsyningsselskab med ansvar for fjernvarme, vand, spildevand og affald. Kort sagt: De sørger for den vigtigste infrastruktur for borgerne og virksomhederne i Hillerød.
Hillerød Kommune vil være klimaneutral i 2050.
Hillerød Forsyning spiller en nøglerolle i den ambition, men manglede det klare billede:
Hvor kommer CO₂-udledningen egentlig fra, og hvad betyder den pr. borger?
Som multiforsyningsselskab med både varmeproduktion, renseanlæg, renovationsbiler og store anlægsprojekter var det svært at se, hvor indsatserne ville gøre mest nytte.
Naturgas, træflis, entreprenørtimer, rør, beton og maskiner flød sammen til én stor, uigennemsigtig CO₂-pulje.
Når du som multiforsyningsselskab forsyner dine egne selskaber med varme og el, er det vigtigt, at du har den rigtige metode fra start – ellers risikerer du at tælle de samme udledninger dobbelt på tværs af din organisation.
Hillerød Forsyning havde også en stor mængde biogene udledninger, som i sig selv er komplekse at beregne og forstå.
Derfor havde Hillerød Forsyning brug for et klimaregnskab, der var dybt gennemarbejdet, og som på sigt kunne bruges til at træffe de bedste beslutninger.

Sammen med os i Viegand Maagøe lagde Hillerød Forsyning ud med et klimaregnskab efter GHG-protokollen.
Første skridt var at få styr på scope 1 og 2:
De direkte udledninger fra anlæggene, kraftvarmeværkerne og køretøjer samt den energi, de køber.
Vi kortlagde hele organisationen, alle forsyningsgrene og lavede én samlet opgørelse og særskilte regnskaber for hvert område.
I næste skridt udvidede vi med scope 3 og gik ned i værdikæden:
Kapitalgoder, entreprenørarbejde, fjernvarmerør, materialer, indkøb og cirkulær økonomi.
Når du laver et klimaregnskab, kan du gå 2 veje, når du udregner emissionsfaktoren:
1) Tag udgangspunkt i spend:
Hvor mange kroner-ører bruger du på en given aktivitet, som udleder CO₂?
2) Tag udgangspunkt i aktivitetsbaseret data (fysisk metode):
Hvor mange materialer, liter, kWh elforbrug, km transport mm. bruger du?
I Hillerød Forsynings tilfælde brugte vi både spend og aktivitetsbaseret data.
Hvor det var muligt, oversatte vi data til kg, liter, meter og ton, og erstattede flere af de generiske spend-faktorer med konkrete EPD’er fra Hillerød Forsynings leverandører.
Hillerød Forsyning har derfor et klimaregnskab, der ikke bare viser status quo, men peger meget mere præcist på, hvor det giver mest mening at handle.
Hillerød Forsyning har nu et CO₂-overblik pr. forsyningsgren og pr. borger (i gennemsnit), som de kan bruge aktivt i både strategi og dialog med kommune og politikere.
Klimaregnskabet indgår i Hillerød Forsynings overvejelser og beslutninger, herunder elektrificering og udfasning af fossile energikilder, og bidrager dermed til at reducere CO₂‑udledningen.
Det detaljerede datagrundlag betyder også, at Hillerød Forsyning i udbud har mulighed for at fokusere på de steder, hvor der er størst potentiale: Fx bestemte krav til leverandører, sammenligne CO₂-aftryk på fx fjernvarmerør og beton, og på sigt vælge de mest klimavenlige løsninger.
Samtidig gør den fælles metode det muligt at følge udviklingen år for år og dokumentere, hvordan udledningen pr. borger udvikler sig.
Arbejdet med det tredje klimaregnskab bygger videre på de første to opgørelser, så datakvalitet, metode og anvendelsesmuligheder bliver mere rbbuste for hvert år.
For Hillerød Forsyning er klimaregnskabet blevet et konkret styringsværktøj, der gør det lettere at træffe de rigtige investeringer i hele værdikæden.
Klimaregnskabet er et vigtigt redskab i Hillerød Forsynings arbejde med at understøtte Hillerød Kommunes klimamålsætninger.
Dermed bidrager arbejdet til kommunens langsigtede indsats frem mod at være klimaneutrale i 2050.
Siden 2006 har vi hjulpet hundredvis af virksomheder, organisationer, myndigheder og alt derimellem med at sætte skub på den grønne omstilling og fremme bæredygtighedsdagsordenen. Tag fat i os, hvis du vil høre mere om, hvordan vi kan hjælpe jer.
